Pressemeddelelse: recomposed
14.10.2020
Re-kompositioner af Bach i et elektronisk univers
Tirsdag den 3. november 2020 kl. 20 i KoncertKirken, København
Onsdag den 4. november 2020 kl. 20 i Musikhuset Aarhus
Fløjtens salighed. Oboens brummen. Violinens finesse. Under koncertnavnet RECOMPOSED møder klassiske harmonier en eksperimenterende klang, når komponist Allan Gravgaard Madsen, komponist Morten Riis og ensemble recherche præsenterer re-kompositioner af Bach i et elektronisk univers.
Inspireret af barokkens ikon Johann Sebastian Bach, har komponist Allan Gravgaard Madsen skrevet musik, der bliver spillet af det tyske ensemble recherche, og re-komponereret på Morten Riis´ specialbyggede musikmaskine Electro Mechanical Loudspeaker Orchestra.
Lyden fra fløjten, oboen, klarinetten, slagtøjet, klaveret, violinen, bratschen og celloen udvikler sig, når tonerne flyver igennem Morten Riis´ musikmaskine, der består af stemte resonansrør, roterende enheder, faste metalplader og spændte fjedre. RECOMPOSED skaber på den måde en ganske særlig atmosfære, der kombinerer de klassiske elementer med et elektronisk snit, der eksperimenterer med rytmer, form og klang.
RECOMPOSED er en akustisk koncertoplevelse skabt på tradition og eksperiment. Koncerten blander fortid, nutid og fremtid gennem det mest sublime kammermusik og den mest nuancerede lyd.
Om RECOMPOSED
RECOMPOSED er skabt i et samarbejde mellem komponisterne Allan Gravgaard Madsen og Morten Riis og det tyske ensemble recherche, og er en del af KLANG Festival – Danmarks største festival for samtidsmusik.
I koncertens anden halvdel fremfører ensemble recherche tre værker af den tyske komponist Isabel Mundry, der også arbejder med re-kompositioner – den her gang af 1400-tallets komponist Guillaume Dufay.
Koncerten varer ca. 2 timer og spiller i:
· KoncertKirken i København tirsdag den 3. november 2020 kl. 20
· Musikhuset Aarhus onsdag den 4. november kl. 20
Foreningen 458, KLANG Festival og Det Jyske Musikkonservatorium har produceret koncerten, der er støttet af Augustinus Fonden, Dansk Komponistforenings Produktionspulje / KODA Kultur, Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik, Goethe-Institut Dänemark, Aarhus Kommunes Musikpulje, Sonning-Fonden, Dansk Solistforbund, William Demant Fonden, Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Unge Tonekunstnere.
Om Foreningen 458
Foreningen 458 vil udvide det traditionelle koncertformatet og skabe nysgerrighed til genrer, vi ikke vidste, vi kunne lide. Foreningen mikser genrerne og skaber nye møder mellem mennesker.
For yderligere information, kontakt venligst:
Natasha Holst Bülow // +45 27 63 69 88 // natasha@bulowkommunikation.dk